Politikersprog oversat til dansk


Mange danskere er lede og kede af deres politikere. Det viser sig blandt andet når man hvert år
måler politikernes troværdighed. Den er i bund, og selv brugtvognsforhandlere har større
troværdighed end politikerne. Det viser sig også som en oplevelse af manglende indflydelse på den
førte politik. I Udkantsdanmark er det således under hver fjerde borger, der oplever at blive hørt og
taget alvorlig ved nationale politiske beslutninger. Det giver sig også udtryk ved vælgervandringer.
De fire gamle partier (Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre og Det Konservative
Folkeparti) fik ved folketingsvalget i 2015 tilsammen et dårligere valg end ved jordskredsvalget i
1973: 54 procent og 95 mandater mod 58 procent og 104 mandater for 46 år siden.

Men det er vel ikke så underligt, at det står så skidt til. For eksempel oplever vi jo at politikerne på
Christiansborg har et helt særligt sprog, hvis formål udelukkende er at italesætte forskellige
ubehagelige tiltag på en måde, der svarer til sukkeret udenpå den bitre pille. Det kan almindelige
mennesker jo dårligt opfatte på anden måde end som en grad af uærlighed. Som oftest drejer disse
sprogblomster sig om nedskæringer i velfærden. Velfærdsstaten er populær i langt størstedelen af
befolkningen. Og allerede for 25 år siden forudså den amerikanske politolog Paul Pierson, at det
kan være farligt for politikere at skære i velfærdsstaten. Derfor er det fristende for politikerne ikke
at kalde velfærdsbesparelserne ved deres rette navn.

Tag for eksempel det såkaldte ”Omprioriteringsbidrag”. Bag dette tilsyneladende uskyldige udtryk
gemmer sig regulære grønthøsterbesparelser indenfor blandt andet sundhed og undervisning. Den
såkaldte ”Fremdriftsreform” var en reduktion af muligheden for at få statens uddannelsesstøtte.
”Dagpengereformen” betød blot at arbejdsløse hurtigere kun fra dagpenge til kontanthjælp.
”Tilbagetrækningsreform” kan oversættes med en højere folkepensionsalder (Europas højeste til sin
tid) og ringere efterløn. Og sådan kan man blive ved.

Hvordan kommer man så af med dette politikersprog? Den sikreste måde er ganske enkelt at slippe
af med levebrødspolitikerne. Det kan man gøre ved at begrænse hvor lang tid man kan sidde i
folketinget. I Schweiz er man gået endnu mere drastisk til værks. Her har de folkevalgte kun
parlamentsarbejdet som et bijob tre måneder om året, netop fordi man ikke vil have
levebrødspolitikere. Når du læser dette, vil du måske tænke at det er urealistisk at blive fri for
levebrødspolitikerne. Men det er kun urealistisk, hvis man opgiver på forhånd.

2/2-2019
Go to top
Template by JoomlaShine